Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Kort om bogen

De fleste ville være begejstrede for udsigten til at blive optaget på troldmandsskolen Magisterium, men ikke Callum Hunt. Han frygter de hemmelighedsfulde troldmænd og vil gøre alt, han kan for at dumpe til optagelsesprøven. For alle fantasy-elskere der kunne lide "Harry Potter" fra 12 år

Beskrivelse

Dette er 1. del af en serie på 5 planlagte bind fra de to succesfulde forfattere Holly Black, som stod bag "Spiderwick fortællingerne", og Cassandra Clare, som bl.a. har lavet serien "Dødens instrumenter". De fortæller historien om drengen Callum, hvis far har afsværget magien, efter Callums mors tragiske død, og nu gør alt hvad han kan, for at overbevise sin søn om, at han bør dumpe til optagelsesprøven på troldmandsskolen Magisterium. Så Callum gør sit værste - og består. Og med tiden vil han opdage, at hverken troldmandsskolen, eller han selv, er helt som hans far har ladet ham tro

Vurdering

Clare og Black er et stærkt makkerpar som leverer en meget flot begyndelse på en ny troldmandsserie. Dette kunne være starten på dén serie alle fans af Harry Potter har ventet på. Den starter i hvert fald med et brag af en bog, hvor man sidder tilbage efter den sidste side, med en trang til at læse det næste bind - med det samme

Andre bøger om samme emne

En oplagt bog for dem der kunne lide Rowlings "Harry Potter"-serie, Ramskovs Fønixens hjerte og Clares 2 serier "Dødens instrumenter"