Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Gunilla Park

Kort om bogen

Har du nogensinde oplevet en solopgang, eller bygget et insekthotel? Har du prøvet at følge en frøs udvikling fra æg til haletudse til frø Her er 50 ting du skal nå at prøve i naturen inden du bliver 12 år. Sæt i gang. For 5-12-årige og deres voksne

Beskrivelse

"Min naturbog" er en personlig bog, hvor du kan føre log over 50 naturoplevelser. Bogen er delt op i 6 kapitler; "Oplev magi", "På opdagelse", "Vær modig", "Find skatte", "På jagt" og "Spis naturen" hver især med en masse aktivitetsforslag. Til hver aktivitet findes en introduktion til oplevelsen samt "Sådan gør du". Bogen har fotos og små tekstbokse med "Fun facts" og "Vildt at vide". Hver oplevelse kan logges, og du kan sætte et billede ind samt notere, hvem du havde oplevelsen sammen med

Vurdering

En inspirerende bog med en masse spændende og fascinerende naturaktiviteter, der bare venter på at blive oplevet af børn og deres voksne. Bogen er tænkt som privateje, forsiden har et tekstfelt "Denne bog tilhører" og bogen opfordrer til, at man skriver sine oplevelser ind i logbogsdelen. Men bogen kan fint fungere som inspiration og danne grobund for en masse spændende naturoplevelser uden man behøver skrive i den

Andre bøger om samme emne

Af andre bøger med naturoplevelser kan nævnes: Vi vil ud! med 50 sjove ideer til dig og dine venner i naturen samt Ud med ungerne! og Kom ud, unger!