Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Smukt illustreret og yderst forkortet udgave af Oscar Wildes klassiske og tragikomiske fortælling om Cantervillespøgelset. Oplæses for uforfærdede børn fra omkring 6-7 år, der kan og vil gyset

Beskrivelse

Den amerikanske ambassadørfamilie Otis køber Canterville Slot, trods advarsler om at det er forhekset. Det viser sig snart at slottet virkelig er hjemsøgt af Sir Simon, der har drevet spøgelseskarriere på slottet i over et århundrede. De nye, jordbundne beboere lader sig dog ikke forskrække, tvært imod driller familiens tvillingedrenge Sir Simon og de andre lader heller ikke til at have den fornødne respekt. Heldigvis fatter datteren Virginia sympati for det stakkels spøgelse og hjælper ham til endelig at få fred. Joelle Tourlonias har illustreret den litterære klassiker, der her udkommer i en forkortet version

Vurdering

Tourlonias uhyggeligt smukke illustrationer, domineret af brune, grønne og blå farver, løfter denne bearbejdede og forkortede udgave af Wildes klassiske fortælling. Hendes maleriske billeder har en utrolig varme og glød, der kendetegner hendes unikke stil, som vi også kender fra fx Elefantastisk - af sted til Afrika!. Elementer som spøgelser, blodpletter og kranier kan imidlertid virke voldsomt for mange børn

Andre bøger om samme emne

Hvis man leder efter mere uhygge kan Neil Gaimans stemningsfyldte eventyrgyser Coraline anbefales til oplæsning fra omkring 8 år