Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

En skumfrisk eventyrbog skrevet af en ualmindelig skipper. Som 21-årig tog færøske Durita hyre som kok på en fiskerbåd for at tjene penge til at få opfyldt sin drøm om at sætte foden på eget dæk. Det lykkedes, og i bogen beskriver hun den lange rejse jorden rundt med skiftende mandskab, i storm og stille; hun når endda også at blive forelsket, gravid og få et barn med norske Erik som hun møder i Caribien. Hun fortæller meget nøgternt om hele rejsen, det er ikke en bog med store lyriske beskrivelser; men man får et godt indtryk af glæder og vanskeligheder for en ung, kvindelig skipper på den årelange rejse. Ind i mellem kommer forfatteren også med sine betragtninger over moderne turisme. Hun føler selv at hun har mere ret til at komme som gæst når hun har sit eget hjem med, og således også kan vise hvordan hun selv bor. Man kan ikke andet end beundre Durita, hun må sandelig være gjort af et særlig sejt færøsk stof for at gennemføre sit projekt. Hun er da åbenbart også flasket op med at sejle, og begge forældre besøger hende i perioder på skibet. Efter hjemkomsten har hun produceret 6 tv-udsendelser om turen for færøsk fjernsyn. For alle eventyrlystne, men især for unge rygsækrejsende og sejlsportsinteresserede