Temaet i Lise Hartfelts debutroman er et, som mange især mødre vil nikke genkendende til: nemlig det der sker, når barnet/børnene bliver voksne og flytter hjemmefra, om det at turde give slip. Marianne er en kvinde, som burde have det godt og være tilfreds med livet. Hun er psykolog med fast arbejde, gift med en mand, som tydelig viser, at han elsker hende, en søn, som klarer sig godt, en veninde, som hun kan dele alt med og ingen økonomiske problemer. Og alligevel er hun ikke glad. Sønnen Peter er ved at flytte hjemmefra, og det piner hende mere, end hun egentlig vil være ved. Indimellem føler hun, at hun synker ned i et sort hul og hun har en følelse af, at det hele er slut. For alt i verden ønsker hun tiden skruet tilbage, til han var en lille dreng og hendes et og alt. Parallelt med denne historie hører vi om tidligere slægtsled, hvor der har været mange hemmeligheder og mange svigt, og da sandheden om Mariannes fars opvækst går op for hende, får det fatale konsekvenser. Temaet er godt, men for mig bliver historien om Mariannes depression ikke rigtig vedkommende og overbevisende. Medvirkende til dette er også, at jeg synes, at sproget ind imellem virker noget kunstigt

"Sting" handler om forholdet mellem forældre og børn...