Det er et mistrøstigt landskab, fyldt med farlige slugter der drager i dybet, det lyriske jeg bevæger sig igennem i Naja Marie Aidts tredje digtsamling. Fastholdt i stærke, præcise billederhandler det om at befinde sig i den smertelige og udsatte overgang mellem to livsafsnit, om kærlighed - og ikke mindst om modet til at indse når den er forbi og erkende at også 'afsked er... enform for virkelighed.' I det hele taget er disse digte fyldt med udtryk for afsked og smerte, men også med billeder af sitrende glæde, ikke mindst knyttet til børnenes verden, der gang på ganghenter jeget tilbage til virkeligheden. Teksterne er båret af en vilje til at konfrontere sig med det vanskelige, modsætningsfyldte, og det nye, tredje landskab, der toner frem i slutdigtet, viseret jeg som omsider er i stand til at overtage sig selv og sin egen livshistorie: 'Her/ har min angst forladt mig / sluppet sit jagende greb. / Jeg kan gå ind/ i et skimtet land/ og forstå: det ermit. 'NMA' s digte arbejdermed enkle modsætninger og kontraster, men de forfalder aldrig til klicheen eller det sentimentale, fordi de er styret af et sikkert greb om sproget, der også giver pladsfor det uforudsigelige og overraskende. Tematisk føjer samlingen vel ikke noget nyt til de to første digtbøger, (Så længe jeg er ung, 1991, og Et vanskeligt møde, 1992), men den bekræfterindtrykket af at et spændende og lovende forfatterskab er i fuld gang med at udfolde sig

Med filmklip