Vork formår på grusomste vis (og det er ment som noget positivt) at skubbe læseren ud på gyngende grund. Han skaber fortællinger, der har grobund i virkeligheden med person der føles ægte og vedkommende. Og så tilsætter han noget ondt. Man får følelsen af, at Vork kradser i den overflade vi kalder normaliteten, og at han viser os det, der lurer lige under overfladen. Psykoserne og monstrene. Det er elegant og det giver læseren muligheden for selv, at brygge videre på fortællingen. Og det er meget underholdende læsning