Demensugen på Randers Bibliotek

Demensugen på Randers Bibliotek

I uge 19 markerer Randers Bibliotek Demensugen med en temadag og fokus på materialer, der kan berige mennesker med demens og deres pårørende. 

Lån demensvenlige materialer på biblioteket

En knaldrød telefon med knapper og en snoet ledning, en kagedåse med et foto af landsholdet anno ’86 og et kassettebånd med Bruce Springsteen er blandt de genstande, du kan finde i en erindringskuffert fra 80’erne. 

Det er ting, der vækker minder, og som kan bruges til at skabe samtaler om gamle dage med mennesker, der ikke længere husker så godt. Man kan låne erindringskufferter fra 1940’erne, 1950’erne, 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne.

”Vi har flere materialer, der er målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Udover erindringskufferterne har vi rygsække med udstyr til en god og sanselig naturoplevelse. Vi har også flere børnebøger, der hjælper børn med at forstå, hvad det vil sige at have en bedsteforælder eller anden nær relation med demens,” fortæller bibliotekar Birthe Hvid Iversen.