Eftermiddagssang: Februar har gjort os mindre
Der er både plads til Carl Nielsen, Suzanne Brøgger og Frank Jæger, når Randers Bibliotek inviterer indenfor til eftermiddagssang i februar.
Af Marie Have Qvist
Der er ganske vist ”Liden sol” i disse dage, og det kan føles som om, vi stadig er midt i ”Den kedsom vinter”. Men det varer ikke længe, før ”Lyset springer pluds’lig ud”, og vi oplever endnu en ”Lysfyldt morgen”.
Og i de to sætninger gemmer der sig intet mindre end titlerne på fire af de sange, man kan synge med på til eftermiddagssang under glaspyramiden på Hovedbiblioteket onsdag den 25. februar fra 16.30 til 17.15.
”Dagens tema er ’Februar har gjort os mindre’, som er et citat fra Frank Jægers vinterskønne ’Liden sol’. På trods af den let dystre titel, er det et fortrøstningsfuldt blik fremad mod lyset, der venter lige om hjørnet,” fortæller biblioteksmusikant Peter Elmelund, der spiller for på guitar.
Eftermiddagssang i februar er en del af Korby Randers Ugen 2026, og der er lagt op til hyggeligt samvær med kaffe på kanden. Dagens sangvælgere er Randers Biblioteks egne Henrik Gadegaard og Marie Garsdal Brøsted, der både præsenterer sangene og synger for.