Det gælder derfor området i og omkring Vestparken med kort afstand mellem de 10 sangstoppesteder, så man i ro og mag kan nå rundt.
Blandt stoppestederne er Sct. Clemens Kirke, Bunkeren, Apistemplet og Genforeningsmonumentet.
En randrusianer fortæller om hver enkelt lokalitet, og vi – forsangere og publikum - synger to sange. Hvert kvarter kan publikum så gå videre til næste stop og lytte og synge to nye sange. Som fortællere kan I blandt andre møde Morten Arnesen, Hanne Hjørlund, Hasse Schneidermann og Inger Kaad.
Sammen synger vi et par sange – måske en ’voksensang’ og en børnesang. Gode, lokale kræfter vil bakke op med sang – og måske en guitar eller en harmonika?
Og I bestemmer selv ruten – start og slut, hvor I vil. Man får et specielt ”sangbykort”, så man kan orientere sig rundt i Vestparken.
Hvert kvarter i de to timer vil I få en lille oplevelse om lige præcis dét sted, I vælger - og måske oven i købet blive lidt klogere.
Husk, at området i Vestparken er kuperet – ta’ måske en vandrestok med.
Lad os få fællessang på de forskellige sangstoppesteder med sange fra hele den danske sangskat – I skal blot møde op, hvor det passer jer bedst, og nå så mange poster, som I orker!
Det vil også blive muligt at hente ”sangbykortet” på Randers Bibliotek eller på Museum Østjylland fra 1. august.
”Syng Randers Rundt” er for hele familien – og ganske gratis.
På billedet set styregruppen med rekvisitter fra nogle af årets sangstoppesteder.
Har du spørgsmål til arrangementet kan du kontakte Peter Elmelund.
Arrangementet er støttet af Randers Festuge.