Kulturhuset byder på flyversjus og kulturelt blik på alkohol
Vidste du, at konservatorerne i Kulturhusets kælder har alkoholbevilling? Er øl godt for kunsten? Og hvorfor drikker Jeppe? I apriludgaven af Kultur & Cocktail kan du tage med på opdagelse i alkoholens mange liv.
Af Marie Have Qvist
Torsdag den 30. april 2026 inviterer Kulturhuset indenfor til fyraftensarrangementet ”Kultur & Cocktail”, og aftenens tema er alkohol. Som altid får deltagerne en drink, og denne gang står menuen på en klassisk flyversjus – en enkel, men stærk cocktail med historiske og sociale undertoner.
Museum Østjyllands konservator Carsten Korthauer fortæller om, hvordan alkohol spiller en stor rolle i arbejdet med at bevare vores fælles kulturarv.
Med eksempler som Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget sætter Martin Minka fra Randers Bibliotek fokus på druk og arbejderliv i litteraturen – ganske passende dagen før 1. maj.
Julie Margrethe Nyrup fra Randers Kunstmuseum runder af med en fortælling om ølkunst.
Kultur & Cocktail er Kulturhusets svar på den velkendte fyraftensøl. En afslappende og inspirerende time i fællesskab med andre omkring en lækker cocktail og et spændende tema. Deltagerne mikser selv dagens cocktail, som kan laves både med og uden alkohol.
Billetter til arrangementet kan købes her på siden eller ved personlig henvendelse i bibliotekets åbningstid.