Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne lækre, lille bog med stift bind og silke-bogmærke henvender sig til absolutte begynderlæsere. Lix-tallet er omkring 6, sætningslængden ultrakort og handlingen meget enkel. Med små opgaver til sidst forekommer bogen at være tænkt som læsetræning primært i skolernes 1. klasser (fra 6 år)

Beskrivelse

Ønskefisken er baseret på det klassiske folkeeventyr: "Konen i muddergrøften", hvilket her er kommet til at betyde en forenkling og forkortelse af den gamle fortælling uden at der er tilføjet noget nyt. Alle kendte kneb er taget i brug for at holde lix-tallet lavt, eksempelvis hedder hovedpersonerne Ib og Ida og alle lange, komplicerede ord er undgået. Illustrationerne er humoristiske og ganske markante. Tegneren forekommer inspireret af den engelske tegner Tony Ross uden dog at nå dennes tårnhøje niveau

Sammenligning

Historien minder i udtryk, omfang og sprogtone om de øvrige bearbejdede folkeeventyr fra serien, fx Stadsmusikanterne fra Bremen. Der findes iøvrigt utallige variationer over "Konen i muddergrøften" og Ønskefisken kan ikke siges at gøre sig særligt bemærket i dette selskab

Samlet konklusion

En lidt tynd gengivelse af et gammelt, kendt folkeeventyr, hvor der ikke rigtigt er spændende nyt at hente, hverken i historie eller billeder. Men let er den, og som læsetræning for start-læsere kan den fint fungere. Det er lidt uklart, hvordan opgaverne bagest i bogen skal besvares. Mon det er tanken, at man skal skrive direkte i bogen?