Tanker om at være anderledes: Børn og unge byder ind
I anledning af Solsikkefestivalen 2026 på Randers Bibliotek inviteres børn og unge fra 4. til 10. klasse til at give deres bud på, hvordan det er at være anderledes. Man kan aflevere sit bidrag i form af en fotoserie, et essay, en podcast eller en film.
Af Marie Have Qvist
I september afholder Randers Bibliotek ”Solsikkefestivalen 2026” med fokus på mangfoldighed og det at være anderledes. Solsikken er et symbol på håb, glæde, sol og positivitet. Mange mennesker med usynlige handicaps går med en solsikkesnor, så andre kan se, at de kan have brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
Festivalen foregår i uge 38 og 39 med masser af arrangementer og workshops på Randers Bibliotek, og i samme periode inviteres skoleklasser til forskellige events – blandt andet en konkurrence for alle elever fra 4. til 10. klasse.
”Vi inviterer eleverne til at deltage i en solsikke-konkurrence, fordi vi vil gerne vide, hvad børn og unge i Randers tænker om det at være anderledes. Man må gerne forholde sig til emnet i bred forstand. Det kan handle om usynlige handicaps, men også om angst, mindreværd, at føle sig udenfor eller noget helt femte,” siger Bettina Boddum fra teamet Skole og Uddannelse på Randers Bibliotek.
Der bliver kåret en vinder indenfor hver af fire forskellige kategorier, og præmien er et gavekort på to biografbilletter til hver vinder.
Anderledes i tekst, fotos, video og lyd
Når børnene og de unge i Randers skal vise, hvordan de opfatter det at være anderledes, så kan de gøre det på fire forskellige måder. Man kan tag en serie på tre pressefotos, skrive et essay, lave en podcast eller optage en film. Fælles for de fleste produkter er, at de skal knyttes til Randers.
”På billederne skal det være tydeligt, at de er taget i Randers Kommune. Det samme gælder videooptagelserne. I et essay må man gerne forholde sig til, hvordan det er at være ung i Randers,” fortæller Bettina Boddum, og tilføjer:
”Hvis man laver en podcast, er det mere frit – her skal man blot forholde sig til, hvordan det at være anderledes har indvirkning på børn og unges liv.”
Man skal sende sit produkt til skoleoguddannelse@randersbib.dk senest 10. september 2026. Alle detaljer om konkurrencen kan findes her på siden, hvor der også står info om andre arrangementer i forbindelse med Solsikkefestivalen.
Solsikkefestivalen 2026 er støttet af Østifterne, SIND Randers og Autismeforeningen Kreds Østjylland, og den bliver afviklet i samarbejde med en bred vifte af lokale samarbejdspartnere. Solsikketilbuddet til skoleklassen er støttet af Statens Kunstfond.
-FAKTA-
De fire kategorier i konkurrencen
1. Serie af pressefotos
Tag en serie af pressefotos bestående af tre fotos, der illustrerer anderledeshed. Det skal være tydeligt, at dine fotos er taget i Randers. Dine fotos skal være ledsaget af en billedtekst og en følgetekst med overvejelserne om billederne (50-100 ord).
2. Essay
Skriv et essay om, hvordan anderledeshed, usynlige handicaps eller evt. sårbarhed spiller en rolle i dit liv og din hverdag. I dit essay må du gerne komme ind på, hvordan det er at være barn og ung i en by som Randers. I et essay går man på opdagelse i et emne og undersøger det fra flere vinkler. Brug gerne eksempler og beskrivelser fra dit eget liv. Dit essay må maks. være på 500 ord.
3. Podcast
Lav en podcast på højst fem minutter, hvor du reflekterer over, hvordan det at være anderledes end andre har en indvirkning på børn og unges liv. Der skal være intro- og outromusik, og du skal være opmærksom på at tale meget tydeligt.
4. Film
Lav en film (varighed 1-2 minutter), der illustrerer de tanker eller følelser, der kan fylde i forbindelse med at føle sig anderledes end andre. Det skal være tydeligt, at filmen foregår i Randers.
Konkurrencebesvarelser sendes til: skoleoguddannelse@randersbib.dk, senest 10. september 2026.