Lys i mørket med eftermiddagssang på Randers Bibliotek

Biblioteksmusikant Peter Elmelund og et par sangglade kolleger præsenterer nye og gamle sange fra Højskolesangbogen, når Randers Bibliotek byder på fællessang onsdag den 29. oktober 2025.

Af Marie Have Qvist

Henrik Gadegaard, Peter Elmelund og Signe Winther Brinkmann.

Med hastige skridt mod den mørke tid er det vigtigt at finde lys, hvor man kan. ’Det lyse mørke’ er temaet for oktober måneds udgave af fællessang på Hovedbiblioteket i Randers. 

”Vi synger blandt andet Suzanne Brøggers ’Så, min sol, gå bare ned’ og Ursula Andkjær Olsens barske ’Velfærdsdødedansen’ – men heldigvis også den smukkeste godnatsang ’Solen er så rød, mor’,” fortæller Peter Elmelund, biblioteksmusikant på Randers Bibliotek. 

Dagens sangvælgere er bibliotekets projektkoordinator Henrik Gadegaard og koordinator for teamet ’Skole og Uddannelse’ Signe Winther Brinkmann.

Fællessang finder sted sidste onsdag i måneden fra 16.30 til 17.15. Det er gratis at deltage, og der er kaffe på kanden.