Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Udmærket norsk krimi, som vil appellere til det store segment af læsere af skandinaviske krimier

Beskrivelse

Denne sommer får drabschef William Wisting fra Larvik en makaber sag med hele fire afsavede venstrefødder, som driver i land. Fødderne tilhører tre gamle mandlige plejehjemsbeboere og en yngre psykisk syg kvinde, men hvad har de med hinanden at gøre? Wisting - og til dels hans journalistdatter Line - finder efterhånden ud af, at de gamle mænd sammen har haft et og andet ikke helt stuerent for i deres yngre dage, og at det er gamle synder, som nu skal hævnes. Jørn Lier Horst (f. 1970) er selv ansat ved politiet i Larvik og ved tydeligvis, hvad han skriver om i denne krimi, som efter en lidt langsom start kommer op i gear. Personer og miljøer er skildret udmærket, men personligt er min læsning blevet forstyrret af tekstens mange kommaer

Sammenligning

Antallet af nordiske krimier er legio og efterspørgslen fortsat stor. Jørn Lier Horst placerer sig i midterfeltet af solide og underholdende krimier, og Bundfald er sjette del i serien med William Wisting. I 2011 udkom femte del, Natmanden, på dansk, hvorimod seriens første fire bind ikke er oversat

Samlet konklusion

Udmærket og solid norsk krimi, som der vil være læsere til på alle biblioteker. Den er underholdende og placerer sig i midterfeltet af skandinaviske politiromaner

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2012