Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Kort om bogen

Til alle med interesse for naturvidenskab og menneskekroppen: En grundig og medrivende indføring i kroppens funktion, historie og lægevidenskab

Beskrivelse

Bogen består af 23 kapitler, der kommer omkring hele menneskekroppen. Først gennemgås kroppens funktioner i kapitler om huden, hjernen, hovedet, blodet, hjertet, fordøjelsen, de indre organer, skelettet, lungerne m.m. Bogens sidste kapitler omhandler fx kosten, tarmene, søvn, seksualitet, nervesystemet, forskellige alvorlige sygdomme, medicin og døden. Udover formidling af faktuel viden om kroppens funktion på det enkelte felt, præsenteres også de historiske forskningsresultater og vigtigste landvindinger på området. Forfatteren har udgivet flere populærvidenskabelige bøger bl.a. den prisbelønnede En kort historie om næsten alt

Vurdering

I en fin og afbalanceret blanding af faktaorienteret talmateriale, pudsige anekdoter og små interessante historiske detaljer formår Bill Bryson at formidle en grundig og medrivende fortælling om stort set alle aspekter af menneskekroppens historie. Bogen kommer fint omkring kroppens funktion, forskningens historiske udvikling og de oversete landvindinger indenfor lægevidenskaben. Formidlet i et sprog så alle kan være med. Bagerst i bogen findes en omfattende litteraturliste, et udførligt noteapparat og et register

Andre bøger om samme emne

Den ældre Ve og vel - medicinens historie fra oldtid til nutid har samme målgruppe, men et smallere fokus på medicinens historie