Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

Vellykket og spændende debutbog om hekseforfølgelserne i Danmark. De fleste læsere af historiske romaner vil være i godt selvskab og skiftevis grine og græde over beskrivelserne af en dunkel periode i danmarkshistorien, hvor kirken brændte et stort antal kvinder, der blev dømt og straffet for hekseri

Beskrivelse

I Vestjylland nær den store domkirke bor jordemoderen Aslaug sammen med Hans Smed og hans fem børn. Men da pavens udsendte, inkvisitoren Augustin Valle, i 1484 kommer til byen forandres alt. Kirken vil det onde til livs, og snart kommer egnens kvinder under mistanke for at stå i ledtog med Satan. Det bliver en kamp på liv og død, hvor begreber som religion, overtro, seksualitet, fattigdom og higen efter magt vikles ind i hinanden

Vurdering

Med afsæt i et mørkt kapitel i den europæiske historie er det blevet til en bog fyldt med poesi, kraft og nerve. Man fornemmer datidens lugte, og kroppens væsker flyder, så man kommer til at tænke på bøger af Kim Leine. Kirkens folk beskrives så man væmmes, og samtidig griner man over deres enfoldighed målt med nutidens målestok. Sproget er fyldt med nuancer og overskud. Det er blevet til et vellykket tidsbillede og en velfortalt roman, som er fuldt på højde med nogle af de bedste danske historiske fortællinger

Andre bøger om samme emne

Andre gode romaner om hekseforfølgelserne i middelalderens Europa er Fandens heks af Palle Petersen og En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski