Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Fagbog om naturvidenskab med udgangspunkt i 10 hverdagsemner fx æg, kaffe og plastik. Med fotografier og sjove tegninger. Til skoleopgaver og nysgerrige børn fra 11 år

Beskrivelse

Bogen indledes med forord af Johan Olsen, hvor han siger at naturvidenskab ikke er kold og logisk, men har en smuk, spændende og af og til ret gakket historie at fortælle. Han opfordrer børn til se sig omkring - der er mysterier og historier over det hele. Derefter følger 10 afsnit med udvalgte emner: æg, prut, bussemand, glas, vand, en kop kaffe, tid, hår, plastik samt wi-fi. Med udgangspunkt i et overordnet spørgsmål fx "hvad er et æg" belyses forskellige vinkler indenfor emnet. Der fortælles fx at fugle, fisk, krybdyr, insekter samt 5 pattedyr lægger æg. Bussemænd fanger støv, så det ikke kommer i lungerne. Kaffe indeholder koffein og er opkvikkende. Og mange flere ting. Hvert afsnit afsluttes med en opsummering: "nu ved du..." Teksten suppleres af fotografier, figurer og illustrationer af Thomas Hjorthaab. Johan Olsen er bl.a. musiker, forsker og forfatter til Bogen om verden

Vurdering

Bogen har en god blanding af viden og sjove eksempler, som gør de mange oplysninger om molekyler og atomer interessante og nemmere at forstå. De udvalgte emner er hverdagsting, som forklares ligetil og humoristisk og suppleres af fotografier og tegninger

Andre bøger om samme emne

Der er mere naturvidenskab i En meget kort historie om næsten alt og Hvor langt er der til verdens ende?