Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Den unge pige Onyesonwu sjæl bærer på kraftfuld magi. Nu tager hun kampen op mod mørke kræfter for at standse folkemordet i sit afrikanske land. Post apokalyptisk afrikansk og magisk fantasy for både unge og voksne

Beskrivelse

Onyesonwu blev undfanget ved en brutal voldtægt og er vokset op skjult i ørkenen. Da moderen møder en god mand, slår de sig ned i byen Jwahir. Her er de brutale massevoldtægter og folkemordene på Okeke-stammen endnu ikke nået frem, men alligevel ser Nuruerne ned på de mørke Okeker. Onyesonwu er endnu mere ildeset. Hun er ewu, et blandet barn født af smerte, og hun ligner ikke de andre. For at blive accepteret, deltager hun i en omskæringsceremoni, men hendes magiske kræfter bliver voldsommere og voldsommere. Da hun møder den unge ewu, Mwita, bliver hun ikke bare forelsket, men også jaloux over at han får undervisning i magi. Onyesonwu er jo bare en pige, men måske er hun i virkeligheden den store, hævnende troldmand, som sagnene fortæller om

Vurdering

Afrikansk post apokalyptisk fantasy kan virke som en forvirrende sammensætning, men det fungerer smerteligt godt. Sproget er ligetil på trods af det fremmedartede miljø og Onyesonwus svære kamp for retfærdighed kryber ind under huden på læseren. Bogen har ganske fortjent vundet et utal af priser

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke andre afrikanske fantasyromaner, men Magikerens lærling. Bind 1 af Trudi Canavan vil også være et hit