Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

"De voksne er sandelig meget, meget mærkelige" siger den lille prins til sig selv. En helt særlig og eventyrlig fortælling som, i overført betydning, smukt illustrerer barnets forundring overfor den mærkelige voksenverden. For voksne og større børn

Beskrivelse

Piloten må nødlande i ørkenen. Her møder han den lille prins, som giver sig til at fortælle ham om sit liv hjemme på planeten B-612. Han fortæller om rosen, som han savner og om de planeter han har besøgt, inden han ankom til jorden. Illustrationerne er forfatterens originale, både i sort/hvid og farver. Bogen er oversat af Henrik Ægidius og denne udgave er i en papkassette

Vurdering

De voksnes handlinger er ofte meningsløse og uforklarlige. Dette tydeliggøres her gennem prinsens (barnets) undrende betragtninger. Denne store udgave af bogen er velegnet til en dybsindig læsestund, hvor formatet bevirker at både barn og voksen kan kigge med under højtlæsningen. Det er en fin og holdbar udgave, der også vil egne sig godt som gave til både en dåb, konfirmation eller andet

Andre bøger om samme emne

Siden 1950 hvor bogen første gang blev oversat til dansk, er denne klassiker oversat et utal af gange. Bogen er senest oversat til dansk i 2017 Den lille prins (Ved Bjørn Bredal). Herværende udgivelse er identisk med Den lille prins (Ved Henrik Ægidius), dog i større format og i kassette