Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Der er her tale om fantasy, der foregår i nutiden. Men samtidig er romanen så meget mere end det: horror, satire og sex, kort sagt Amerika på godt og ondt. Den kan præsenteres som "en af dette årtusindes bedste romaner fyldt med sprogligt overskud og finurlige detaljer"

Beskrivelse

Shadow løslades fra fængsel. Wednesday, Odin, dukker op og Shadow kastes ind i kampen mellem de nye og gamle guder. Det lyder absurd og postmoderne, og er det også, men på en magisk og overrumplende måde som gør læseoplevelsen ganske uovertruffen. Neil Gaiman er en af de helt store skikkelser inden for den moderne popkultur. Han har gjort sig som forfatter til tegneserier, bøger og filmmanuskripter og Amerikanske guder må anses som hans hovedværk. Det er en fremragende roman, der bevæger sig smidigt rundt i det amerikanske landskab, mens vi møder guder og andet godtfolk i et meget spændende plot. Du har ganske enkelt aldrig læst en roman som denne, der bevæger sig mellem fantasygenren, mysterier, myter og noget der kunne betegnes som den amerikanske sjæl og en ny amerikansk myte beskrevet af en britisk forfatter. Originaludgaven udkom i 2001 og denne første danske oversættelse er baseret på 10 års jubilæums udgaven, hvor Gaiman tilføjede ca. 12.000 nye ord. Oversættelsen er fremragende og Steffen Rayburn-Maarup rammer Gaimans tone

Sammenligning

Man får lyst til at dykke ned i mytologierne og fortællinger om de gamle guder og læse tegneserier som Sandman og Preacher og værker af Alan Moore

Samlet konklusion

En milepæl i amerikansk litteratur og et mesterværk uden lige. Bør stå, også i denne danske oversættelse, på alle landets biblioteker