Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

De legendariske Lonely Planet-rejseguides anses som de ultimative for både rygsækrejsende og andre, der søger lidt alternative oplevelser på egen hånd og til en rimelig penge. Denne danske version vil med garanti blive efterspurgt og give solid konkurrence til fx Politikens udgivelser

Beskrivelse

Der står et forfatterteam bag hver bog i serien, der foreløbig omfatter 16 destinationer og i originaludgave har titelbegyndelsen "Discover". Hvert rejsemål beskrives med et righoldigt udvalg af lokaliteter med tilhørende praktiske oplysninger og anbefalinger af seværdigheder, spise- og overnatningssteder samt tips til oplevelser. Bøgerne er meget overskueligt opbygget med indholdsfortegnelser, stikordsregister, kort, mange farvefotos og genkendelig tekstskabelon. Informationerne formidles appetitvækkende og imødekommende i en frisk tone

Sammenligning

Det australske forlag startede i det små i 1973 med en Asien-guide for unge rygsækturister. Med tiden er mange destinationer kommet med, og konceptet er udviklet i takt med også middelklassens rejsevaner. Med Lonely Planet-serien får vi en dansk version, der minder lidt om Turen går til..., men har flere lokaliteter og mindre baggrundstekst om landet. Minder også om Top ti-serien, der især er tilrettelagt for kortere ophold

Samlet konklusion

Lånerne vil tage med kyshånd imod den første danske version af den berømte guide-serie, der beskriver praktiske forhold, seværdigheder samt prisbillige og alternative oplevelser for unge/ungdommelige rejsende, med eller uden rygsæk