Lektørudtalelse

Forfatter: Birgitte Bornæs

Forholdsvis kortfattet, men alligevel rummelig og derfor meget anvendelig biografi om Skagensmaleren P.S.Krøyer (1851-1909). Bogen skildrer mennesket og maleren , bl.a. gennem citater fra samtidige forfattere, malere m.v. Den fortæller om en meget isoleret, mærkelig barndom som plejebarn hos en moster i København. Man opdager talentet hos den 9-årige, og der følger Akademiuddannelse og årelange uddannelsesophold i udlandet. I 1882 ser Krøyer på Michael Anchers opfordring Skagen an og bruger siden stedet til lange sommerophold. Vi hører om den muntre og feststemte verdensmand, om det kortvarige ægteskab med Marie Krøyer og opløsningen af dette, som fører til melankoli og sygdom og Krøyers tidlige død. Sideløbende med levnedsbeskrivelsen fortælles om malerierne, som allerede da solgte godt - Krøyer var en holden mand - og afslutningsvis fortælles om stiftelsen af Skagens Museum, der i starten havde til huse i Krøyers Hus. Bogen er flot illustreret med farvegengivelser af rigtig mange af de kendte malerier, og omfanget passer til behovet hos mange læsere