Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Jensen

Roman om en kvindes refleksion over sit liv og dets spøgelser. Man bliver ikke hurtigt færdig med den, for tankerne står næsten i kø: Eksistentielle, psykologiske og religiøse problemstillinger i et skift mellem absurde eller indre rum og den ydre virkelighed. Bogen er et modent menneskes tanker om liv og død, og dens målgruppe vil fortrinsvis være voksne kvinder. Det er et velskrevet og stærkt kvindeportræt, der ligger fint i forlængelse af dem, som Lisbeth Bendixen allerede har givet os, senest i romanen Lyset over Camargue (1990). Jeg-fortælleren ligger indespærret under gulvbrædderne i et hul i jorden. Her følger hun sin fysiske opløsning, erindrer sit liv og diskuterer med Jesus. Hun går i rette med hans offerrolle, men han bliver samtidig hendes alter ego, som fastholder det indremissionske barndomsmiljø, billedet af faderen og den pæne pige i hende selv. Modsætningen bliver hendes mormors evne til at leve i tilværelsen her og nu og den frodige kvindelighed, som hun har oplevet hos to veninder fra ungdommen. Erindringen om dem og nærværet med sig selv i jorden under brædderne forsoner hende med sig selv, så hun kan bryde ud af indespærringen