Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Bogen karakteriserer surrealismen som en bevægelse mellem 1920'erne og 1950'erne og indeholder portrætter af 32 billedkunstnere, der på den ene eller anden måde var en del af bevægelsen. Uomgængelig for alle, der interesserer sig for billedkunst

Beskrivelse

Engelske Desmond Morris kender vi for hans mange populære bøger om dyr, men han er også kunstner og ser sig selv som surrealist. Han har kendt mange af de kunstnere, der var knyttet til bevægelsen, og sine personlige oplevelser inddrager han også i de portrætter, han her tegner. Således har han kendt fx Francis Bacon, Henry Moore og Joan Miro. I bogen fortæller han desuden om fx Dali, Giacometti, Magritte og danske Wilhelm Freddie, der faktisk som den ene af surrealisterne kom i fængsel på grund af sin kunst. Andre Breton roses for sin indsats som grundlægger af surrealistbevægelsen, men betegnes ellers som en "opblæst nar" og "lusket hykler" og anklages for sin diktatoriske stil, når en kunstner skulle optages i eller ekskluderes af bevægelsen. Ligeså bizarre og mærkelige mange af kunstværkerne var, ligeså hektisk var det liv, mange af kunstnerne førte

Vurdering

Desmond Morris fortæller begejstret og engageret om surrealismen og dens kunstnere, og sproget er helt uden kunstvidenskabelig jargon

Andre bøger om samme emne

Danske surrealistiske malere skildres i Ole Jul En samling surrealisme. En kunsthistorisk gennemgang giver Camilla Skovbjerg Paldan i Surrealistiske collager