Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Forny din bolig med spændende strik som puder, tæpper, betræk, wall hangings mm. Opskrifter til begyndere og især de lidt mere øvede

Beskrivelse

Forfatteren er britisk tekstildesigner og iflg. bogen ganske fantasifuld i forhold til hvor strik kan anvendes. Bogens opskrifter spænder lige fra små lavendelposer til gulvtæpper og vasedekoration til vægpynt og stolehynder, overvejende holdt i bløde naturfarver. Undervejs er der mange gode råd og inspirerende forslag, både til design, anvendelse og praktisk udførelse af projekterne. Til sidst et afsnit med strikketeknik og indføring i hvordan man selv kan designe et strikkeprojekt og udarbejde sin opskrift. Gennemillustreret med farvefotos

Vurdering

En meget fin strikkebog med mange gode ideer, der forener det enkle, klassiske med kreativitet - ikke mindst i anvendelsen af det strikkede arbejde. Hvem ønsker sig ikke det smukke stolehyndebetræk med snoninger, som ses på forsiden, eller det lækre gulvtæppe? Opskrifterne henvender sig mest til den lidt mere erfarne strikker, men enkelte modeller kan udføres af begyndere

Andre bøger om samme emne

Andre bøger om strikket boliginteriør er fx Puder & plaider, Enkel strik til boligen og Strik til boligen. Den meget farveglade og mønstersprudlende Den fantastiske indretningsbog skiller sig ud fra de øvrige, der er mere rolige og nordiske i det designmæssige udtryk