Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Grønbæk

Kort om bogen

Et moderne fantasy eventyr og underholdning i topklasse. Kan læses fra 12 år

Beskrivelse

Magnus har været hjemløs siden sin mors dramatiske død 2 år tidligere. Få dage før sin 16 års fødselsdag, får han kontakt til sin fjerne onkel, som fortæller ham, at hans ukendte far er en af de nordiske guder, og at han nu skal skaffe et bestemt sværd tilbage. Et sværd som mange andre også vil have fat i, men kun Magnus har retten til det. Efter en vild kamp i Bostons gader dør Magnus, men reddes af en valkyrie og vågner op i Valhal. Herefter starter en lang rejse rundt i de 9 mytologiske verdener med det vigtige formål: at forhindre Ragnarok og at sværdet falder i de forkerte hænder. Han møder megen modstand og kæmper mod jætter, valkyrier og dværge, men får også mange venner og vokser med opgaverne. Bogen er 1. del i en ny serie. Forfatteren har bl.a. skrevet serien "Percy Jackson & olymperne" samt "Kane Arkiverne". Ordliste bagerst i bogen

Vurdering

Dette er en velfortalt, morsom og actionfyldt roman. Historien fortælles eminent af hovedpersonen Magnus. Bogens dialoger er sjove og indeholder mange henvisninger til musik, spil og tv-serier, som mange kender til i dag. Guderne har nemlig fulgt med tiden og ser tv-serier og har trådløst internet. Det er ren underholdning at lære om nordisk mytologi. Vil blive et hit blandt læsere af fantasy

Andre bøger om samme emne

 Erik Menneskesøn handler om en drengs rejse tilbage i tiden til de nordiske guders verden