Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En ny serie med både underholdning, spænding og lidt gys. Let at læse for især piger fra 9-11 år

Beskrivelse

Nina Sahl har skrevet en del fagbøger for børn samt en enkelt samling af gysernoveller til samme målgruppe som den nye serie om Piv og Sabine, to kusiner og bedsteveninder med hang til eventyr og mysterier. I Piv og spøgelseshuset er Piv lige flyttet ind i en stor gammel villa sammen med 2 søstre og sine forældre, og hun opdager snart, at der er noget mystisk ved huset. Et kælderrum er fyldt af efterladte ting og huset bliver kaldt spøgelseshuset. Hun og Sabine går på opdagelse, møder et uhyggeligt spøgelse og bliver hvirvlet ind i en 100 år gammel historie, beskrevet i en dagbog. Begivenhederne eskalerer, og Pivs storesøster og en jævnaldrende nabo, Alexander, bliver uafvidende en del af den gamle historie. Bogen er spændende, let læst og sat i en åben sats. Der er meget dialog og tonen er frisk. Forsidebillede af Piv og Sabine foran det store hus og en appellerende bagsidetekst

Sammenligning

Kan bruges til læsere af Sommerfuglens hemmelighed. Bogen slutter med overvejelser om en klub, så fremtiden må vise om den også bliver et supplement til Klip-klapperklubben

Samlet konklusion

Underholdende, spændende og let at læse. Starten på en ny serie