Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Anvendelse/målgruppe/niveau

En guide for lærere og andre, som omgås teenagere i professionelle sammenhænge. Bogen er solidt teoretisk funderet men uhyre letlæst og veloplagt skrevet. I kraft af dens klare struktur, dens omfattende indholdsfortegnelse og stikordsregister kan bogen både anvendes som baggrundslitteratur og som håndbog i hverdagen

Beskrivelse

Bogen er struktureret i fem hoveddele, som hver består af ét til fire kapitler. Der lægges ud med et signalement af teenageren før og nu. Herefter beskrives ganske grundigt den nyeste viden om hjernens udvikling - herunder specielt "den unge hjerne". Tredje del beskæftiger sig med teenagernes adfærd i og deres fordringer til skolen. Herefter tages fat på skolens som læringsarena og dens mulighed for at udfordre og imødekomme teenagerne. Bogens afsluttende afsnit giver meget konkrete bud på at håndtere de unge, som er næsten børn - ikke næsten voksne. Bogen rummer et væld af citater, cases, oversigter og sprogforklaringsafsnit, som uden at forsimple gør læsningen til en fornøjelse

Sammenligning

Ud over Gideon Zlotniks fine bøger om De stakkels drenge og De stakkels piger, 2004 samt Ann-Elisabeth Knudsens Seje drenge og superseje piger, 2007 har vi ikke megen nyere litteratur, som behandler emneområdet. For forældre findes bl.a. Jesper Juuls Fat det nu forældre!, 2011, og for teenagerne selv har vi The secret : hemmeligheden for teenagere, 2010

Samlet konklusion

Fremragende hjælpemiddel for voksne, som er nødt til at omgås teenagere i professionelle sammenhænge