Diskodiagnose

Forfatter: Thomas Tiedje

"Ku' se at du var ve' at sælge din sjæl på Ebay/men sidste nat blev du reddet af en DJ/træt af samme lamme tidstypiske rytme/savner en plade der bare starter med hit me", rapper Malk de Koijn på deres nye album, og selvfølgelig har vi savnet den gakkede trio bestående af Blæs Bukki, Tue Track og Geolo G siden "Smash hits from Aberdeen" (1998) og "Sneglzilla" (2002), som står som mesterværker på den danske hip hop-scene. Sidenhen har medlemmerne arbejdet med hver deres projekter, og især Blæs Bukki har været aktiv med Bikstok Røgsystem, Balstyrko og teatermusik. Men siden 2009, hvor Malk de Koijn gjorde comeback på Roskilde Festival, har der været noget i gære. Resultatet er et nyt, sprudlende og pludrende veloplagt tredje album. Trioen lægger måske ikke nyt til deres velkendte stil, hvor der leges og eksperimenteres ekvilibristisk med det danske sprog på en bund af old school hip hop med referencer til Beastie Boys og Cypress Hill. Men Danmark og dansk hip hop ville være meget mere kedeligt uden Malk de Koijn