Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Boll

Anvendelse/målgruppe/niveau

I rækken af De små fagbøger er her en fin første indføring i dansk demokrati for 3.-4. klasses elever (9-10 år), hvor bogen i lighed med seriens øvrige titler fx kan indgå i fagligt læsekursus for nævnte klassetrin eller blot kan være almindelig interesselæsning om vor samfundsopbygning

Beskrivelse

I en sproglig stramt bearbejdet form starter bogen med folketingets åbning, statsministerens og dronningens roller. Dernæst tages udgangspunkt i et folketingsmedlems historie fra spirende interesse til at blive valgt ind i folketinget. Folketingsmedlemmets hverdage beskrives set i sammenhæng med det arbejde, som folketinget står for. Grundlov, ytrings- og forsamlings- og religionsfrihed omtales, ligesom magtens tredeling forklares i forenklet form. Tilknytning til forskellige politiske partier, vigtigheden af samarbejde på tværs af partier og det muliges kunst - demokrati - beskrives fint. Væsentlige historiske punkter medtages ligeledes - Christiansborgs historie, kvinders valgret og langsomt stigende antal i folketinget, samt samme tendens med repræsentation af danskere med indvandrerbaggrund er ligeledes medtaget. Velvalgte og gode beskrivende fotos supplerer teksten. Tospaltet overskuelig tekst med relevante delestreger. Bagest en spalte med stikord og en spalte med henvisning til sværere supplerende litteratur og informationer

Sammenligning

Den absolut letteste beskrivelse af vort folkestyre og dets opbygning, som samtidig har de væsentligste elementer med

Samlet konklusion

Oplagt anskaffelse for målgruppen på linje med de øvrige bind i serien. Anskaffelse i gruppesæt på skolerne bør overvejes