Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

Historien om Buck, den store slædehund, udkom første gang i 1903 og i sidste danske udgave 1984 og er nok en af Jack Londons mest elskede historier. Buck, der må gå så meget ondt igennem, med mange brutale ejere, som alle er grebet af det store guldfund i Klondike, ender til sidst hos John Thonton, en god og elskelig mand, der forstår sig på hunde, og Buck knytter sig totalt til sin herre, forsvarer ham, og vinder en dusør på 1.600$ ved at vinde et hundevæddeløb for ham. Da Thornton bliver dræbt, vender Buck tilbage til naturen, som hele tiden har trukket i ham, og han bliver leder af en ulveflok. Fortalt fra Bucks synsvinkel er dette en fængslende historie, som London afleverer i et flydende og letlæst sprog, hvor den barske natur spiller en afgørende rolle, som den også gør i de 7 noveller, fra samlingen Fra Alaska, der er medtaget i bogen, hvor London mesterligt og i en knap og barsk stil skildrer skæbner fra det hårde liv i Alaska i slutningen af 1800-tallet