Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Bogen er oversat og bearbejdet efter et forlæg fra Dorling Kindersley, der også med voksenfagbøger holder et meget højt niveau - ikke mindst visuelt. Bogen gennemgår ikke kun insekter, men også de nære slægtninge: øvrige hexapoder, krebsdyr, spindlere og myrapoder. Efter indledning om bestemmelse af insekter og karakteristika som fx sanser, adfærd og livscyklus samt gode råd, hvis man vil gøre insekter til hobby, følger et udvalg af særligt udbredte eller særligt markante arter indenfor en lang række ordner og familier. I modsætning til Vesteuropas insekter, 1998 og Danmarks insekter, 1999, er der ikke tale om en bestemmelsesnøgle. Dels er insektmængden i hele verden væsentlig større end i Danmark og Vesteuropa og dels er vægtningen en bredere omtale af udvalgte arter. Ved hver art oplyses om udseende, livscyklus, forekomst og specielle bemærkninger - især om nytte/fare for mennesker. Desuden længde, føde, placering i systematikken samt knivskarpe fotos. Bagest ordliste og register. En god bog, der både kan øge viden og vække forundring, når den bruges som bladrebog