Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Boll

Dette er en meget fængslende biografi om Anne Frank (1929-1945). Gennem en personlig beskrivelse af forholdene omkring Anne Frank og hendes livsmuligheder, men samtidig meget refererende til andre kilder fortæller bogen i 17 kapitler om samtiden, de enkelte personer i baghuset, refleksioner over Anne Franks og de øvrige personers skæbne. Der gives et nuanceret billede af den nære verden omkring Anne Frank præget af forfatterens personlige engagement og interesse for emnet, og der drages sammenligninger mellem de forskellige udgaver af AF's dagbog. Biografien supplerer fint Sten Wijkman Kjærsgaards Anne Franks liv (98/22), og Anne Frank : historien bag dagbogen af Ruud van der Rol (95/19). Indholdet er noget komprimeret med notehenvisning til bagest i bogen krydret med enkelte gamle portrætbilleder af de implicerede personer samt enkelte fotos af de rum, familierne boede i. Den enspaltede tekst med god stor margen indeholder visse steder ord- eller uddybende forklaring. Oplagt til almindelig interesselæsning og opgaveskrivning om personen Anne Frank fra 8. klasse og opefter. Pressler har udgivet bøger på dansk siden Bitter chokolade (81/26), og den seneste er Hvis lykken banker på (96/08)