Lektørudtalelse

Forfatter: Erik Boas Pedersen

I en ny serie for folkeskolens mellemtrin Danske udkanter fortæller denne første udgivelse om de danske småøer. Som eksempler på børnenes øliv møder vi Pia, Mark og Nathja fra Fejø, Rasmus fra Omø og Mette Sofie fra Avarnakø. Igennem disse børns hverdag, virkelighed og tanker oplever læseren livet i børnehøjde på en ø, og hvorledes det adskiller sig fra en mere "normal" tilværelse på fastlandet. Bogens første 20 sider handler generelt om småøernes situation. Om manglen på gennemslagskraft i beslutningsprocesserne, om affolkningens onde cirkel, om den sårbare færgedrift og om forsøget på at fastholde et skrantende erhvervsliv. Kombinationen af det generelle og det personlige fungerer efter hensigten, så læseren fanges ind og får både viden om og indblik i emnets mange aspekter. Teksten suppleres af forfatterens egne glimrende fotos og enkelte farvelagte kort og tegninger. Bogen har ikke noget register. Til bogen hører undervisningsvejledning og opgaver, der kan findes på internettet