De mandlige hovedpersoner i de tre store noveller, som Mads Brenøes nye bog består af, er alle fælles om oplevelsen af at den virkelighed og den identitet som de har opbygget, både i forholdtil deres seksualitet og deres sociale position, krakelerer og går i opløsning. Hvadenten det er indledningsnovellens familiefar som i sin søgen efter tryghed og selvbekræftelse bindesfølelsesmæssigt i et incestuøst forhold til sin datter, eller den anerkendte billedkunstner der mere og mere bliver besat af tanken om sygdom og kropsligt forfald, bliver de alle suget ind i etsort hul af tomhed og mørke og deres bevidsthed beslaglagt af fantasier og dunkle impulser, som fører dem mod tilværelsens grænseområder. MBs noveller handler råt og pågående om fysisk og psykiskopløsning og forfald. Alle forestillinger om lyst eller smerte er knyttet til kroppen, som sammen med døden er den sidste definitive grænse der er tilbage i en verden, hvor alle værdier står forfald. Man kan som læser være enigeller uenig i denne fortolkning af virkeligheden, men i forhold til debuten, Så megen vrede, (1993), er disse nye noveller langt mere psykologisk motiverede og påvej væk fra voldsfascinationen og det effektsøgende. Herved skabes netop den distance - den modstand i sproget - som på afgørende vis adskiller litteraturen fra det destruktive