Det er en" både gribende og sørgelig beretning, som vores kollega har skrevet om sin opvækst i Leipzig. AE er født i 1923 og mistede allerede som 1-årig sin mor. Da faderen giftede sig igenfik Alex og storebroderen Ralph således både stedmoder og stedsøskende. Drengen Alex beskrives som et noget skravlet og meget kærlighedshungrende barn, som følte sig uønsket både i og udenforhjemmet. I en periode bor de 2 brødre hos deres mors forældre, hvor de oplever velstand og omsorg. Men med den frembrydende nazisme begynder forfølgelse af jøderne, og bedsteforældrene besluttersig for at emigrere til USA mens tid er. Tilbage hos faderen og den nye familie oplever drengene dels, at de jødiske ritualer overholdes strengere og dels at deres levestandard falder voldsomt. Iskolen indføres propaganda som fag, noget de jødiske børn ikke må deltage i, og fra 1936 overføres de til særlige skoler. AE skriver hudløst og bevægende om de ulykkelige år, hvor han føler sig ikonflikt med Gud, som ladertingene ske, med sit hjem, hvor han bliver uretfærdigt behandlet og med byen Leipzig, som ikke vil vide af ham. I 1939 får han mulighed for at udvandre til Palæstina,men kommer ved et tilfælde til Danmark i stedet. Her slutter bogen, som jeg meget håber vil blive fortsat. Titel refererer til ritual omkring bøn

Den jødiske dreng Alex Eisenberg vokser op i Tyskland i 1920’erne og 1930’erne, mens nazismen og antisemitismen får et fastere greb i folket...