Martin Andersen Nexø står med bl.a. sine to hovedværker Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn som Danmarks proletarforfatter par excellence. Det påvises i dette store bibliografiske værk, at de to nævnte hovedværker, ikke er proletariske eller socialistiske, og at han først efter de er skrevet placerer sig på venstrefløjen. Ved at analysere og sammenligne breve, dagbøger, romaner og erindringsværker når Haugan frem til, at det ikke er politiske omstændigheder, men Nexøs erotiske forviklinger, der er styrende for den litterære produktion. Der bliver især lagt vægt på forskellen mellem den unge Martin Andersens ytringer og den ældre Nexøs selvbiografier, som er fortegnet, fordi de er skrevet med alderens og erfaringernes retrospektive efterrationaliseringer. Haugan forkleiner på ingen måde Nexøs litterære værdi, men han påviser, at det altså ikke er socialistisk realisme, der udtrykkes. Det antydes, at Nexø har tilrettelagt sin politiske udvikling som et stort anlagt markedsføringsprogram for at ekspandere markedet for sine bøger! Jeg har ikke oplevet et sådant ryk i mine vante forestillinger om en forfatter siden Oldenburgs Janus fra Thisted (1998)

"Min intention har været at rehabilitere kunstneren Nexø – og derigennem demonstrere, at man via et bedre kendskab til hans kunstneriske udvikling bliver sat i stand til at give en mere velfunderet biografi, hvor liv og værk kommer til at belyse hinanden på en ny og ganske uventet måde...