Forfatteren, der er uddannet violinbygger, er her i sin tredje roman tilbage i at skrive om violiner - ligesom i debutromanen Violinernes kemi (95/25). Denne her er en god, gedigen og velskrevet bog om harmoni og lidenskab. Sproget er lavmælt, enkelt og med en lidt egen stil. Både sprog og tema vil formentlig tiltale de lidt modne læsere, der kan fascineres af indsigt i et fag med kunstneriske overtoner, nemlig violinbyggeriet. For faget bærer bogen, der handler om en midaldrende violinbygger, der møder og forelsker sig stormende i en ung pige. Hun er violinsolist og han ønsker kun ét - at give hende alt, inklusive verdens smukkeste og bedst lydende violin. Deres forhold skifter mellem latter og tårer, og som læser kan man ikke undgå at spørge sig selv om lidenskab og den harmoni, der først og fremmest præger hovedpersonen Mogens, i virkeligheden kan trives side om side. Eller ligger der større passioner eller smerte bag Mogens ́ rolige og velovervejede fremtræden? Dette tema er med til at skabe den nødvendige spænding i bogen, men det er i de glimt af violinbyggerens fag, som Mogens ́historie giver os, bogen virkelig glitrer og bliver intens

"Jeg løfter hånden og lader lillefingeren stryge forsigtigt over den mørke stribe på det spinkle kæbebens venstre side...