Umberto Eco er vel nok mest kendt for Rosens navn, men jeg tror denne nye vildt fabulerende roman vil overgå den. Den 60-årige antikvarboghandler Bodoni vågner op i en hospitalsseng efter et hjerteanfald. Han kan huske alt, blot ikke sit eget liv og kan ikke kende sin familie. Efter at han er restitueret, tager han til sit barndomshjem, og ved at arbejde sig igennem tonsvis af romaner, tidsskrifter, tegneserier og gamle aviser begynder hans fortid at tone frem, en fortid i et fattigt Italien under fascismen. Han finder også frem til sin ungdomsforelske, den kvinde som gennem hele livet har været i hans tanker, men som er forsvundet i tågen, den tåge der symbolsk fylder meget i bogen, og som fylder Podalen efterår som forår. En forrygende godt skrevet roman, hvor Eco som sædvanligt digresserer, tager det ene emne op efter det andet, turnerer dem med sproglig spændstighed, og blander humor med tragedie, historiske facts og oplevelser i barndommen, så der fremkommer et billede af denne Bodoni i al hans uskyldighed som barn, en passioneret læser af populærkulturens mange frembringelser, de læseoplevelser som bringer ham i stand til at finde tilbage til sin fortid, og finde sig selv, inden et nyt hjerteanfald sætter stop for alt. Flot, rørende, morsom og gribende, en roman som fanger læseren ind i en labyrint og efterlader en svimmel og henført