Makkerparret Preston og Child har etableret sig som produktive thrillerforfattere. Deres kendetegn er usandsynlige plots, der som regel er krydret med lidt overnaturlighed uden dog at være særligt originale. Som oftest er bøgerne ganske spændende, men person- og miljøskildringerne så tamme, at det hele forbliver uvedkommende. Dødens kabinet der - på trods af, at den foregår i nutidens New York - er en lidt altmodisch gotisk thriller følger den formel. I en klam kælder under en nedrevet bygning findes en række mordofre, der har ligget der siden 1880'erne. Værre er det dog, at de alle er dræbt på en bestemt måde, som også benyttes af en nutidig seriemorder, der netop begynder sine gerninger samtidig med fundet. Hovedpersonerne er en kvindelig arkæolog, hendes journalistkæreste og en velhavende FBI-agent, og selvom de tillægges en række egenskaber og placeres i mange farlige situationer fungerer de mest som parodier på de arketyper de efterligner. Da bogen samtidig er en tam oplevelse rent sprogligt, er det vanskeligt at forestille sig, at den vil blive særligt efterspurgt