Fortælleren bærer ikke noget navn, men de mange fortidsglimt, som svulmer med bipersoner, lig enhver fortælling fra virkeligheden, giver anledning til at tro, at stoffet er autobiografisk. Desto mere utroligt og flot er det, at misbrug, fattigdom og psykisk sygdom skrives frem i denne fine roman uden sentimentalitet eller ynk. Kenneth Jensen beretter nøgternt og skarpt, og alligevel ofte med et glimt i øjet - samt, som det hedder i titlen: håb!