Det paradoks, at der tilsyneladende ikke er nogen sammenhæng mellem de ressourcer, der bliver anvendt til hjemmehjælp og borgertilfredsheden, er udgangspunktet for denne undersøgelse af området. Det er ét af de offentlige serviceområder, som vi har mindst viden om. Statistikken er notorisk vanskelig at sammenligne over tid. Bogen konkluderer, at der er tilført ressourcer til området, også flere end demografien kan tilsige. Men der er formentlig en forbedret service for de svageste, men til gengæld en klar forringelse for de stærkeste ældre. Et indledende afsnit gennemgår hjemmehjælpens udvikling fra 50'erne og frem til nu, og der sammenlignes med andre lande. Danmark har den klart bedste dækningsgrad, men alligevel er utilfredsheden hos os størst. Utilfredshed, når man spørger borgerne generelt, men til gengæld viser undersøgelser hos de berørte brugere, at der er en udbredt tilfredshed med ydelserne. Så er det i virkeligheden et imageproblem, vi har med at gøre? Bogen er spækket med interessant talmateriale, der underbygger bogens teser og udsagn, og den er sober og tilpas afbalanceret, så man kan ikke beskylde den for at gå et bestemt politisk ærinde. Den bør være pligtlæsning for alle politikere og ledende embedsmænd indenfor ældreforsorgen, men alle danskere kunne blive oplyst af at læse med. Et stykke dokumentation, der er savnet. Bred anvendelse. Litteraturliste