PA der senest har skrevet de finurlige og anderledes men også litterært spændende Små historier 2, fortsætter med at udfordre litterært på en vellykket måde. Hans nye kortroman er en underfuld historie, nærmest en skrøne, med en stenskærve som ledemotiv, fundet af en entusiastisk amatørgeolog i en drypstenshule i De Schweiziske Alper omkring Første Verdenskrig, som ender døv af den mærkelige, nærmest magiske, underjordiske brummende lyd fra klippen skærven er slået af. En brummen tilsyneladende skabt af jordskælvs efterdønninger. Stenskærven går som en slags stafet gennem det 20. århundredes historie i Tyskland, fra amatørgeologens dødsbo til en anarkist forelsket i en jødinde i mellemkrigstiden, videre til et medlem af Freie Deutsche Jugend, der før Murens fald flygter til Vesttyskland, hvor en ung kunstnerinde putter stenskærven i æske og kalder den kunst, herfra til en kunstsamler og senere til et museum. Man kan ligefrem fornemme en evig brummen fra den simple stenskærve, der lig en lille men vægtig bog, som denne yderst velskrevne historie, fortolker og formidler historiens gang. Flittig brug af tyske citater og geologiske udredninger kræver nok en vant læser, der til gengæld kan nyde en lille original perle af en bog