Den 11. juni 1948, hvor freden ellers skulle have sænket sig efter 2. verdenskrig, stødte rutebåden Kjøbenhavn på en mine ved Hals Barre. Mørket og det, at skibet gik ned på få minutter, bevirkede sammen med redningsmateriellets elendige stand, at forliset kostede ikke mindre end 52 menneskeliv på trods af, at overbygningen efterfølgende stadig stod i vandskorpen. Efter datidens målestok var de udbetalte erstatninger for ejendele gode, men de menneskelige tragedier var store, og mange overlevende var mærket for livet i en sådan grad, at de senere nægtede at tale om oplevelserne. Bogen beretter også om små solstrålehistorier midt i tragedien, der desuden fik et retsligt efterspil. Fx undlod et skib at komme til undsætning, fordi kaptajnen hadede DFDS! Forfatteren formår at disponere sit stof og skruer bl.a. vha. mange øjenvidneskildringer en fængslende indlevet beretning sammen, der - understøttet af et udmærket samtidigt s/h fotomateriale - udgør en intens og dramatisk bog, som jeg fandt det svært at lægge fra mig. Her er intet nyt under solen ift. nyere katastrofer som Scandinavian Star ang. manglende sikkerhed og flugt fra menneskeligt og økonomisk ansvar. For alle søfartsinteresserede og yndere af autentiske dramaer. Indbydende forside