En rigtig mandfolkeroman, der vil gå lige ind hos de mange læsere af Riels andre skrøner. Denne roman kunne nemlig sagtens have haft undertitlen: skrøner fra et gammeldags Vesterbro - i København, altså. Gennem præcis 36 erindringsbilleder tegner bogens formentlig godt 60-årige hovedperson et uroligt og underholdende portræt af sin både rørende og selvhøjtidelige person og sine nærmeste. Tidsmæssigt fra den rimeligt priviligerede barndom hos den barnløse Moster (formuende, som det senere viser sig) og den temmeligt liderlige Bedstefar, over årene som brolægger, ægteskabet med vesterbropigen Viola og ikke mindst Mosters arv, der gjorde ham i stand til at nedsætte sig som selvstændig. Siden han som barn læste Guldhornene, har litteraturen nemlig været en trofast følgesvend - til såvel moro som respekt hos kammersjukkerne i Skudehavnens Herreklub. Som i de andre skrøner fremmer overdrivelse forståelsen, her vrimler med sære typer, pralhalse, drukmåse og liderbukke - og uundværlige kvinder. Det er grovkornet og solidarisk med stil. Bogen består af afrundede afsnit, hvoraf flere er særdeles velegnede til oplæsning - af en mandsperson