Mette Winge, som jeg ikke vil placere i vor tids kulturliv for en kollega, har (igen) kastet sig over et nyt felt: romanen. Skriverjomfruen er Charlotta Dorothea Biehl, den første kvinde i Danmark, der ugift levede af sin pen. Romanen forudsætter en situation, hvor CDB i sit sidste leveår, svigtet og elendig, skriver de RIGTIGE, ondskabsfulde memoirer, som hun betror sin trofaste og kvikke tjenestepige Lucie efter CDBs død at overbringe til Johan Bülow (som de trykte memoirer også var stilet til). Allerede mens CDB lever gøres der dog fra nervøse personer med dårlig samvittighed adskillige forsøg på at få fat i manuskriptet, og Lucie får da også en farefuld færd til JB, som tager hånd om papirerne på sin egen resolutte måde. Bogen beskriver autentisk forholdene i datidens provinsielle København med rendestene, stank og »manerer« - og vilkårene for en kvinde uden mandlig beskyttelse = fri? Bogens første to dele efterligner sprogligt personernes tanker i abruptekortesætninger,mens dialogen i 3. del om Lucies farefulde færd og eventyr er meget livlig. Jeg har været optaget af bogen, specielt af den vitale tegning af Lucie, gennem hvis øjne CDBs historie ses, og som trænger sig på som hovedperson. Bogen vil dog næppe have helt samme brede appel som f.eks. Anne Marie Ejrnæs' Som svalen