To filosofiske værker af den måske mest betydningsfulde kristne kirkefader, Augustin (354-430). Begge udarbejdet efter stenografier af samtaler fra årene 386-387. Den første mellem Augustin og søn om sprog og virkelighed: om forskellen mellem ord og det, som de betegner, om tegn, stavelser, navneord mv. Sønnen giver Augustin noget modspil. Det gør familie og venner ikke i den anden mere moralske samtale om lykke, sjæl/legeme, åndelig/materiel lykke, visdom/dumhed og andre modstillinger. Indholdsmæssigt ligner samtalerne antikkens græske filosofi. Samtaleformen ligner Sokrates' (Platon). Augustins argumentationsstil er akademisk humoristisk og lidt læremesteragtig. Gud ulmer under det hele, for samtalerne er fra umiddelbart før Augustin skiftede fra sin verdslige til sin kirkelige karriere. Værkerne er således kilder til Augustins tidlige tænkning. Oversætterens indledning sætter værkerne i sammenhæng med Augustins liv og øvrige værker. Sproget er mange steder snørklet, og logikken noget abstrakt. Bogen kræver filosofikendskab