Jordemødrene kæmpede en lang og sej kamp med myndighederne fra den første jordemoderskole blev oprettet i 1787 til 1945, hvor loven om svangerskabsundersøgelser blev vedtaget, for at fåanstændige arbejdsvilkår. Det fremskyndede heller ikke processen, at jordemødrene indbyrdes var splittet op i forskellige ansættelsesforhold, nemlig som distriktsjordemødre (ansat af de lokalemyndigheder) eller som privatpraktiserende. Ud fra historisk materiale, Organisationshistorie og interviews med pensionerede jordemødre får vi en spændende indsigt i jordemoderfagets udvikling, denfaglige kamp, hvor de finder hjælp og støtte fra lægerne, og en levende, jordnær beskrivelse af et barsk hverdagsliv: kvindetid = arbejdstid døgnet rundt. Hovedvægten er lagt på tiden 1900 til deri 1973 indførtes jordemodercentre. Man får indtryk af nogle idealistiske, selvstændige, ansvarsfulde kvinder, som trods modstand formåede at bevare en varm og ægte interesse for deres fag, for defødende og for børnene.Engagementet lyser også ud af den velskrevne bog, der evner at formidle organisationskvinde- og socialhistorie på en gang. E. Munch: En jordemoders dagbog (1982) beskriver isamme periode arbejds- og dagliglivet. Tiltalende udstyr, ill. litt.liste