"Han ligner en godmodig og håbefuld fyr fra de almindeliges rækker, som træder ind i et realityshow og på naturlig vis gør dommerne overgearede og seerne begejstrede ... På sit nye album synger han om at være en "New Man" og "Happier", og han stiller det ydmyge spørgsmål "What Do I Know?". Men som musiker virker han stålsat og fokuseret. Med hjælp fra hitorienterede producere dyrker Ed Sheeran sit mest poppede udtryk, og på den måde får han uden omsvøb signaleret, at han reelt har overgivet sig til markedskræfterne ... Sangene er typisk overproducerede og polerede i en grad, så albummet flere steder fremstår som noget, der nærmer sig ufarlig muzak. Der opstår ikke sprækker i musikken, som der gør i teksterne"

"På sit tredje album mister Ed Sheeran balancen mellem at give noget af sig selv i sine sange og spille efter de kommercielle regler. Med fuldt overlæg gør han kun det sidste ... Klicheerne er slemme nok i sig selv, men de er ikke det værste. Det er den forlorne fornemmelse, der siver frem et sted mellem Sheerans underspillede selvportræt som en ganske almindelige jordbærhjelm uden de store evner og kvælningsfornemmelsen fra den gennemtestede algoritme, sangene er trukket igennem. Sheeran har sine fængende øjeblikke, selvfølgelig har han det, men han er mest af alt tidstypisk beregnende som en forudsigelig tv-serie på Netflix. Hele påstanden om et personlig fundament bliver aldrig andet end det - en påstand"

"Ske-mad til masserne ... Ærligheden, den ligefremme italesættelse af livets op-og nedture samt arrangementer, der slavisk følger den slagne vers-bro-omkvæd-formular går igen på tværs af alle sangene, der så til gengæld skøjter uforpligtende mellem en række light-udgaver af forskellige genrer ... Det er super poleret og skal nok sælge i spandevis. Men det bliver simpelthen for behagesygt og sentimentalt"